Kim Olsen
AUSTIN SEVEN - 1932
Efter at have solgt min veteranmotorcykel, besluttede jeg at jeg måtte eje en veteranbil. Ikke en klassisk bil, men en rigtig veteran.
For et par år siden havde jeg set en Austin Seven, og var med det samme klar over, at det måtte være sådan en. Og så var det jo bare at finde en.

En tur til Løkken
Der er godt nok langt til Løkken med en autotrailer.
Selvom der havde været masser af Austin Seven til salg, var de alle som sunket i jorden, da jeg havde besluttet mig, og derfor blev det til en annonce i Veteranposten om at jeg ønskede mig sådan en.
Og der kom faktisk flere henvendelser - blandt andet fra tidligere autoforhandler Henrik Nielsen i Løkken, der havde nogle stykker stående.
Så Skærtorsdag gik turen til Løkken.
Hjemme igen.
Nogle sedler skiftede ejer - og jeg fik den lille fine Austin med hjem.
Bilen er i princippet køreklar, men har ikke tidligere været registreret i Danmark, da den er importeret til Tyskland i 1977.
Sæderne havde sælger lige nået at aflevere til saddelmageren, så bilen var lidt tom indvendigt, og forruden var adskilt.


Ventetid
Sæderne var aftalt skulle sendes over med fragtmand.
Sælger havde lovet at sende sæderne så snart de kom fra saddelmageren, og 3 uger senere dukkede fragtmanden op med nybetrukne sæder, dørsidder, og øvrig inderbeklædning. Flot arbejde.
Tid til syn.
Registreringssyn, Toldsyn og Tilsynssyn.
Efter en mindre "debat" med Applus i Holbæk, blev vi enige om, at de ikke kunne afslå at syne bilen, selvom den var for smal til deres lift.
Så der måtte findes en donkraft frem.
Alle skulle også lige prøve at starte den - for det foregår med startsvinget foran, og så lige et hurtigt tjek af lys. Så var den synet.
Ja det vil jo sige at synmanden faktisk skal afprøve køretøjet på vej. Han så dog lidt skræmt ud ved tanken, og det blev til, at jeg kørte ham en lille tur.
Men synet - det blev den.
